Fra vision til virkelighed

Rytme Spring, Spring Rytme,Team Gym.

Fra vision til virkelighed

Af Jeppe Egelund Jacobsen, tidligere instruktør og afdelingsformand

Spring Rytme afdelingen. Holdgymnastik, rytme og redskabsspring. Opstået ved en opsplitning af redskabsafdelingen i RgF (Idrætsgymnastik) Formand Peter Schønning. Undertegnede blev i 1982 formand for den nye afdeling – Spring Rytme afdelingen. Der blev straks arbejdet på at udbrede gymnastikformen i Randers ved et målrettet bestyrelsesarbejde i hver af de ”fire verdenshjørner” (Tirsdalen, Søndermarken, Nyvang, Rismøllen, Nørrevang). Strukturen: mikro, mini, junior – på hvert af træningsstederne. Bestyrelsesmedlemmer med ansvar for hver af skolerne. Udbrede kendskabet til rytme, spring, leg. Udnyttelse af den redskabspark der er i enhver gymnastiksal på nye, udviklende og sjove måder. Det var ofte nødvendigt, at RgF måtte supplere med egne indkøbte rekvisitter på de enkelte skoler. RgF`s tilstedeværelse og rekvisitsupplement var med til at skabe kendskab til gymnastikformen på de enkelte skoler. At vi også var meget ansvarlige og opmærksomme på altid at have særdeles dygtige og voksne trænere på alle hold, var den væsentlige årsag til, at Spring Rytme afdelingen efterhånden udviklede sig til den største afdeling i RgF med omkring 400 medlemmer. Et fantastisk grundlag for talent søgning. Der blev etableret talentsamling for hver af aldersgrupperne på Randers Amtsgymnasium. Senere Tirsdalens skolehal og Dronningborghallen. Her udviklede konceptet sig til det, der kom til at hedde RgF Sprinhold. En stor del af de rutinerede junior og senior gymnaster på springholdet var også trænere på de forskellige skoler.

Træningsprincipper for konkurrence og opvisningsholdet: Høj intensitet og minutiøs planlægning til hver træning. Der var arbejdssedler til trænerne med træningsopgaver til hvert træningspas – typisk 3 skift pr. træningsgang. Den høje intensitet, de mange gentagelser sikrede en mærkbar udvikling på trods af kun 2 træninger om ugen. Selvfølgelig hos de aldersmæssigt motorisk færdigudviklede og modtagelige (fra ca.13 års alderen), men især også for børn i den motoriske ”guldalder” (ca. 9 til 13 årige). Indenfor de forskellige aldersgrupper var der også stor variation i modtageligheden. Nogle var hurtigere og mere talentfulde end andre. Især trodsede vi alle videnskabelige teorier om motorisk indlæring hos de alleryngste (7 til 9 årige), når det lykkedes at lærer børn helt ned til 5 års alderen at lave flikflak og saltoer. Vi havde dog det princip, at vi helst så, at man var 7 år, når man startede på holdet. Det intense træningsmiljø udfordrede styrken i de sociale kompetencer hos den enkelte.

Konkurrenceprincippet: Det var vigtigt at få dokumenteret træningsniveauet og den gymnastiske udvikling gennem deltagelsen i konkurrencer arrangeret af DGF (Danmarks Gymnastikforbund). Det gælder alle aldersgrupper, der deltog både ved Nordjyske, Jyske og Danmarksmesterskaberne. Man fik pejling på kvaliteten af sin træningsindsats (dommervurdering) og niveauet på landsplan. Samtidig opstod der sociale relationer på tværs af hold fra hele landet.

Opvisningsopgaven: Slutter hvert år sæsonen af i RgF med en præsentationsopvisning. Vi deltog også i amtsopvisninger under DGU og DGS&I samt Gymnastikkens Dag under DGF. Her var tendensen også at afvikle opvisningsstævner som et supplement til konkurrenceaktiviteterne. Gymnastrada, Gymnastikkens OSCAR.

Opvisningsprogrammerne var opbygget efter samme skabelon som spring rytme afdelingen: Mikro, mini, junior og senior supplerede hinanden i ca. 2 timers langt program. En anderledes men populær måde at præsentere progressionen i den gymnastiske udvikling fra barn til voksen. Samtidig var det med til at styrke sammenholdet blandt gymnasterne. Man kunne gennemskue, hvilket niveau seriøs og målrettet træning kan føre til, og man var en del af en helhed, hvor man kombinerede TeamGym færdighederne med gøgl og Show. Det skabte et unikt fællesskab.

Springholdets aktivitetsgruppe. Det var ikke bare gymnasterne, der engagerede sig, men også generationer af forældre, der fulgte gymnasterne i tykt og tyndt både til konkurrencerne og opvisningerne. Aktivitetsniveauet var efterhånden så højt, at der skulle bruges hjælp til de mange praktiske og sociale aktiviteter – både økonomiske, organisatoriske og logistiske i forbindelse med rejserne. I starten var det et uformelt hjælperteam af interesserede forældre, der trådte til, når der skulle afvikles konkurrencer, opvisninger og sociale arrangementer. Denne villighed til at yde en hjælpende hånd var uvurderlig og bevirkede også, at ambitionerne blev skruet endnu mere op. Det blev hurtigt nødvendigt at formalisere dette arbejde og Springholdets Aktivitetsgruppe blev stiftet i 1990.

Idrætspolitiske anekdoter.

De mange lokale opvisninger vækkede efterhånden opmærksomheden i Randers området omkring RgF og gymnastik som noget underholdende og seværdigt. Man fik øjnene op for, at der foregik en intens træning, der dygtiggjorde ungdommen i Randers området til et i nogle tilskueres øjne professionelt niveau. Flere gange opfangede man bemærkninger som: ”Har vi sådan noget i Randers?” ”Hvor træner de?” På den måde blev opvisningerne indirekte og ofte direkte et ønske om at gøre opmærksom på vores eksistens (På trods af at være den ældste forening i Randers) og især vores 100 årige ønske om en gymnastikhal. På torvet i Randers skulle byrådet godkende en ridehal – Lykkeshøj – hvor RgF endnu engang følte sig tilsidesat. Vi lavede en opvisning, hvor hele byrådet og radio ABC var til stede. Her afleverede gymnasterne ”flyvende” som en del af showet en bunke protestunderskrifter til Keld Hüttel. RgF`s træningsvilkår var i mange år henvist til tilfældigt ledige haltider i de 4 verdenshjørner. Hver gang vi søgte haltid– blev vi gæster i et lokalområde. (Vorup, Kristrup, Dronningborg, Ulvehøj.) Især ønsket om at træne i en hal og selvfølgelig en regulær gymnastikhal var højt. For netop at få foden indenfor i hal miljøerne måtte vi splitte vores træninger op og derfor også transportere de nødvendige rekvisitter rundt til de forskellige træningssteder. Vi benyttede enhver lejlighed til at gøre opmærksom på vores problem. Da Randers proklamerede ønsket om 13 byporte, var vi der straks og konfronterede vores problem for borgmesteren. (Ville disse porte nu forhindre vores mange transporter af rekvisitter i at kunne lykkes.) Vi havde ikke ubegrænset adgang til en lastbil, så vore transporter flere gange om ugen var både brede og høje. Måske ikke helt lovlige. Vi fik nogle år fast træningstid i Tirsdalens Skoles idrætshal. Da presset blev mere og mere påtrængende, og der blev ledige tider i Dronningborghallen, blev det vort faste træningssted fremover.

Ved generalforsamlingen 1997 besluttede RgF at nedlægge spring/Rytme afdelingen og lave en hel ny forenings struktur. Det handlede kort sagt om en aldersinddelt foreningsstruktur i stedet for en disciplin organiseret. Undertegnede blev et udvalgsmedlem i noget, der i starten blev kaldt konkurrence boblen. Senere konkurrenceudvalget. Arbejdet med Springholdet fortsatte vi med som trænere for minigymnasterne. I perioden 1998 til 2008 deltog vi med disse gymnaster i alle Danmarks gymnastikforbunds konkurrencer med pige, drenge og mix hold. Sammen med de øvrige aldersgrupper lavede vi opvisninger i lokalområdet, amtsopvisninger og RgF`s præsentations opvisninger.  Der blev arrangeret yderligere 3 udlandsture. 2009 besluttede Margit og undertegnede, at det var på tide at afslutte vort mange årige engagement i RgF. Jeg møder stadig RgF TeamGym gymnaster i mit virke som DGF forbundsdommer. Her møder jeg også tidligere gymnaster, der virker som trænere. Samtidig erfarer jeg, at man stadig tager på opvisningsturne både lokalt og til udlandet. Et koncept jeg synes er genialt, når det gælder om at inspirerer og fastholde børn, unge og voksne. Det kan selvfølgelig lade sig gøre i en så hæderkronet og livskraftig forening som Randers gymnastiske Forening.

Tillykke med de 150 år og held og lykke i fremtiden.

Jeppe Egelund Jacobsen