+45 86 41 24 40 rgf@rgf.dk

RgF er kommet godt fra land med sommerens nye aktivitet – åbent vand-svømning, og holdet blev hurtigt fyldt. Med nye corona-regler kan flere interesserede nu få chancen for at svømme med.

”Naturen er det perfekte sted at dyrke idræt og med Gudenaaen lige udenfor vores hoveddør, så var det oplagt for foreningen at kaste os over svømning i åbent vand. Interessen har været stor, så behovet har helt sikkert været der.” siger Maria Thuesen fra RgF Svømning.

Open Water Week

Hvis du tænker, at åbent vand er noget for dig, så har du mulighed for at svømme med, når der indbydes til åbent hus i åbent vand torsdag den 18. juni kl. 18.00, hvor RgF deltager i Open Water Week. Det er Bevæg dig for livet – Svømning, der står bag Open Water Week, som afholdes over hele landet.

”Til den gratis svømmetræning møder du trænere, der kan introducere dig til de særlige svømme-tekniske færdigheder, som svømning i åbent vand kræver. Du lærer om, hvordan du navigerer i det åbne vand, om vejr- og strømforhold og ikke mindst om sikkerhed. Måske bliver du så bidt af det, at du får lyst til mere,” siger Maria Thuesen.

Deltagerne på det nye åbent vand hold har været i gode hænder hos erfarne åbent vand instruktører, og alle er hurtigt blevet fortrolige med at svømme i åbent vand. Holdet består af erfarne som mindre erfarne svømmere, der dog alle kan svømme minimum 200 m. Humøret har været i top, og undervejs er deltagerne blevet undervist i sikkerhed såvel som svømmeteknik i åbent vand.

RgF håber at kunne åbne for flere og større hold hen over sommer og sensommer for at give flere muligheden for at komme og være med i svømmefællesskabet i og omkring Gudenåen.

Kontakt: rgf@rgf.dk