+45 86 41 24 40 rgf@rgf.dk

Randers gymnastiske Forenings (RgF) TeamGym juniorpigehold skal til DM i TeamGym. Efter en fantastisk præstation og en spændende konkurrence lykkedes det holdet at komme i top 6 og dermed kvalificere sig til DM for første gang nogensinde.

”Det var en stor holdpræstation. Pigerne var skarpe og fokuserede gennem hele konkurrencen og leverede tre flotte discipliner”, fortæller Steven Nash, instruktør og sportskoordinator.

Sæsonens mål var at kvalificere sig til 1. division, som består af de 8 bedste hold i Danmark. Den målsætning blev indfriet tilbage i marts, da holdet efter første konkurrence erobrede 8. pladsen og dermed snuppede den sidste plads i 1. division.

Sæsonens drøm var at kvalificere sig blandt de 6 bedste juniorpigehold i Danmark og dermed indløse en plads til DM finalen. Inden anden og sidste konkurrences afvikling lå holdet på en 8. plads, men med konkurrencens fjerdebedste præstation rykkede de op på en 5. plads og sikrede sig en historisk kvalifikation til Danmarksmesterskaberne. Dermed var sæsonens målsætning og drøm fuldt ud indfriet.

Historisk DM kvalifikation

RgF har tidligere kvalificeret sig til DM i TeamGym i mix-rækkerne, men det er allerførste gang, at et rent pigehold skal repræsentere RgF ved Danmarksmesterskaberne. Den flotte præstation er resultatet af et langt og sejt arbejde både gymnastisk og strategisk.

Lige nu gælder det DM 2026 den 30. maj i Næstved. Gymnasterne er blandt de yngste i hele feltet og har fremtiden foran sig, og derfor er det primære fokus på at opbygge erfaring til fremtiden, så RgF fortsat kan blande sig i toppen af TeamGym konkurrencegymnastikken.

”Selvfølgelig håber man altid på en medalje, men at have opnået en plads blandt Danmarks 6 dygtigste juniorpigehold allerede nu, er en kæmpe bedrift og et stort skridt tættere på de efterfølgende sæsoneners mål om podieplads og medalje”, slutter Steven Nash.

Foto: Malthe Hvid

Fototekst: RgF TeamGym junior piger og familie efter kvalifikation til DM.