Gymnastiksæsonen med ny undervisningsstruktur er skudt godt i gang. I nogle år har RgF arbejdet med ideen om at ændre strukturen i afdelingerne Små Børn & Familie-, Spring og TeamGym, og nu er ideen blevet til virkelighed.
Målet med den nye struktur er at lave undervisningen i springafdelingerne mere aldersrelateret, så den lettere kan tilpasses gymnasternes niveau. Det øger kvaliteten, giver endnu større udbyttet for medlemmerne og skaber en rød tråd gennem gymnastikafdelingerne.
Den røde tråd
I den nye struktur er det muligt allerede fra 5 årsalderen at gå til springgymnastik ikke kun en, men to gange om ugen. Her er træningen bygget op over de samme principper, metoder og med samme mål, også selv om det måske ikke er den samme træner hver gang. Holdene er opdelt i et drenge- og et pigespor for netop at skabe et stærkt drenge- og pigemiljø, hvor venskaber udvikles.
Når man når 9 årsalderen, kan man vælge også at gå på blandede hold for piger og drenge, og der bliver ud over de mere almindelige springhold også mulighed for at vælge TeamGym og stortrampolin. Det er også på det tidspunkt, at man har mulighed for at vælge en mere specialiseret retning og fordybe sig enten i opvisnings- eller konkurrencegymnastikken.
Begyndere og øvede
Der er hold for både begyndere og øvede, og uanset niveau er der i undervisningen fokus på, at gymnasterne udvikler sig både teknisk og socialt på holdene. Det er vigtigt at have det sjovt samtidig med, at man lærer noget, når man går til gymnastik i RgF.
Fra ide til virkelighed
Sidste år ansatte RgF Steven Nash, som har en gymnastisk baggrund i RgF, da han for ca. 15 år siden som juniorgymnast gik på Springholdet. Han har over årene opbygget et langt CV med adskillige Danmarks- og Europamesterskaber i TeamGym.
Stevens primære fokus er rettet mod fundamentet i gymnastikken. For at kunne udvikle springgymnastikken i RgF endnu mere, handler det om fokus særligt på de yngste årgange, så der er et solidt grundlag at bygge på videre op igennem junior- og seniorrækkerne.
I sin tidligere ansættelse hos GymHelsinge har Steven arbejdet med en lignende struktur og kan bære mange erfaringer videre til stor gavn for RgF. Ansættelsen af Steven gjorde, at ideerne omkring en strukturændring i springafdelingerne kunne blive til virkelighed.