Da Harbour Challenge Randers sidste år åbnede for et nyt familieløb, spurgte Jesper Bording Christensen sin 8-årige datter, om hun havde lyst til at komme med. Efter lidt betænkningstid sagde Lotus ja. Bare hun ikke skulle op på den store rutsjebane.
Lotus havde flere gange tidligere været med på havnen for at se sin far kæmpe sig igennem de vilde og våde udfordringer, men det nye ”Family Run” gjorde det pludselig muligt for Lotus selv at være med.
Selvom det nye forhindringsløb var tilpasset i sværhedsgrad, så børn og unge fra 6-15 år kunne løbe sammen med deres forældre, krævede det lidt mod, men hun glædede sig alligevel, og forventningerne blev i den grad indfriet. Efter fire kilometer og 20 forskellige forhindringer kunne en glad Lotus række armene i vejret sammen med sin far:
”Det var udfordrende, men megafedt, og det sjoveste ved løbet var de udfordringer med vand”, fortæller Lotus.
Faren, Jesper, var både glad og stolt:
”Det er en fantastisk måde at være sammen med sin datter på. Det er hårdt, men det er vildt sjovt, og det skaber et eller andet specielt bånd. Det er guld værd, – og så bliver man jo bare stolt”, lyder det smilende fra Jesper.
I år glæder Lotus og Jesper sig endnu mere, for nu ved de, hvad de går ind til, og de tøver ikke med at opfordre andre til at tage udfordringen op:
”Det kan virke lidt grænseoverskridende med vandet, men det er bare så superfedt, og når man først er i det, tænker man slet ikke på det. Så hvis nogen går og er i tvivl, om de tør eller kan, så skal de helt sikker bare gøre det.” lyder opfordringen fra Jesper Bording Christensen og datteren Lotus.
Harbour Challenge Randers er overvældet over familieløbets succes
HCR Family Run er kommet for at blive. Så klart lyder meldingen fra Harbour Challenge-styregruppen, der lige nu er i fuld gang med forberedelserne til de store våde forhindringsløb, som traditionen tro trækker mere end 5.000 gæster til havnen i Randers den sidste weekend i august.
Harbour Challenge Randers har siden 2015 etableret sig som et af Danmarks største og mest spektakulære forhindringsløb. Mere end 1.000 deltagere står klar til at forcere de 35 forhindringer, når hovedløbet bliver afviklet om lørdagen. Først kæmper eliteidrætsudøvere fra hele Danmark på tid. Bagefter kaster almindelige voksne fra hele verden sig ud i udfordringerne for underholdningens skyld.
Nu er der kommet endnu et skud på stammen. Familieløbet ”HCR Family Run”, som afvikles om søndagen, er nemlig ifølge arrangørerne så stor en succes, at det skal fortsætte. Det fortæller Lars Søndergaard, fra Randers gymnastiske Forening, som er med i styregruppen omkring løbet:
”Vi var meget overvældede over den respons, vi fik, da vi introducerede ”Family”-løbet sidste år. Det var første gang, og vi havde 200 tilmeldte. Det er tydeligt, at vi har ramt noget, der tiltaler både børn og unge og familier i det hele taget”, siger Lars Søndergaard.
Han er ikke i tvivl om, at familieløbet er kommet for at blive.
”Det forudsætter selvfølgelig, at vi også fremover har opbakning, men vi har igennem mange år haft et rigtig godt samarbejde med blandt andre energikoncernen Verdo og Sparekassen Kronjylland, som er vores hovedsponsorer, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de bifalder måden, vi udvikler eventet på. Så ja, HCR er blevet et event, der foregår både lørdag og søndag, og nu kan endnu flere være med,” siger Lars Søndergaard.
Omkring 150 frivillige hjælper med til afviklingen af Harbour Challenges Randers.
Harbour Challenge Randers 2023: Sådan forløber weekenden
HCR-løbene finder sted lørdag den 26. kl. 09-18 og søndag den 27. august kl. 10-13.
Lørdag afvikles hovedløbet, som er et 7 kilometer forhindringsløb, hvor man undervejs skal passere 35 forhindringer i og omkring vandet i det rå miljø ved Randers Havn. De to første løb er eliteløb, hvorefter der fra kl. 10.30 afvikles løb for alle interesserede. Man skal dog være fyldt 16 år og kunne svømme.
Søndag afvikles familieløbet, som er et 4 kilometer forhindringsløb for friske og modige børn og unge mellem 6-15 år og deres forældre. Her bliver deltagere mødt af ca. 20 forhindringer, som er tilpasset i sværhedsgraden, så de passer til aldersgruppen. Deltagerne skal blandt andet rutsje, klatre over og under vægge og igennem både våde og sjove forhindringer.
Det er åbent for tilmelding, så længe der er pladser, frem til den 25. august. Hvis nogen bliver inspireret om lørdagen til at deltage i familieløbet om søndag, er det dog også muligt, så længe der er ledige pladser. Tilmelding kan ske på Randers gymnastiske Forenings hjemmeside www.rgf.dk.