– oplev suset, stemningen og alle overraskelserne, når 1.000 gymnaster og parkourudøvere går på gulvet i Arena Randers.
Søndag den 28. april afholder RgF den traditionelle Præsentationsopvisning i Arena Randers. Her viser en stor del af foreningens gymnastik- danse- og parkourhold, hvad de har arbejdet med i sæsonens løb.
Opvisningen indledes med den store og festlige indmarch med faner og alle deltagende hold. Når alle deltagere er kommet ind på gulvet, skal blandt andet årets leder og andre priser overrækkes til nogle af foreningens mange ildsjæle. Traditionen tro bliver hvert år forskellige personer hyldet for deres frivillige engagement i RgF.
Derefter starter selve opvisningen, og igen i år er det et meget varieret program med indslag inden for spring, rytme, gymnastik, motorisk træning, dans og parkour. Det hele er kædet sammen i et afvekslende program, så man er godt underholdet gennem hele dagen.
Præsentationsopvisningen markerer, at vintersæsonen er slut. Men heldigvis betyder det ikke, at man skal vente helt til næste sæson for at være med. RgF har forskellige forårs- og sommerhold i både gymnastik, dans, parkour og spring, så har man lyst til at være med, skal man endelig møde op.
—
Yderligere oplysninger:
- Gymnastikkonsulent Vinie Amstrup Andreasen / 25105045
- Stævneleder Anne Lydolf Clausen.
- Foto: Præsentationsopvisningen 2023. Fotograf Silas Green
- Se mere her: RgF Præsentationsopvisning – Randers gymnastiske Forening